Mit liv

Jeg bor på min fødegård Stengården i Viskinge, sammen med min kone Ann. Vi har to drenge, Jacob og Peter, og seks børnebørn.

Fritiden bruger jeg på mine store interesser; politik, biografture, at gå i haven eller en tur på marken. Så for det meste smelter fritid og arbejde sammen. Jeg nyder livet, når jeg går i vandet ved sommerhuset i Svallerup eller læser politiske erindringer, eller når jeg hører et spændende foredrag, politisk eller ej, som giver noget at tænke over.

Min hverdag har i mange år været Holbæk Seminarium, hvor jeg har været ansat som underviser i samfundsfag, siden jeg blev uddannet cand.scient.pol. Siden 2001 var jeg rektor på seminariet.

Politik har fyldt det meste af mit voksne liv. Bl.a. har jeg været aktiv i græsrodsarbejde for landsbysagen i 10 år, været borgmester i Bjergsted Kommune, valgt på Lokallisten, siddet i Vestsjællands Amtsråd og været formand for Lokallisterne i Danmark.

Jeg trives i en hverdag med mange forskellige mennesker, politiske udfordringer og ansvar.